Ligesom en gnierens ønske om penge aldrig bliver mættet, så er øjnene hos en sikh fra guruen, der har indset, at formen for den sande guru er en unik skat at se, som man aldrig føler sig tilfreds.
Ligesom en fattigs sult aldrig bliver mættet, så er ørerne på en Gursikh, som altid ønsker at høre den Sande Guru's ambrosiale ord. Og alligevel, når han hører de eliksirlignende ord, bliver tørsten i hans bevidsthed ikke slukket.
En Gursikhs tunge bliver ved med at huske de vigtigste træk ved den Sande Guru, og som en regnfugl, der bliver ved med at råbe efter mere, bliver den aldrig mæt.
En Sikhs indre bliver oplyst med lyksaligt lys gennem at se, høre og ytre den vidunderlige form af Sand Guru - et skattehus - nej, alle dydernes kildehoved. Alligevel forsvinder tørsten og sulten hos sådan en Gursikh aldrig.