Når tjenestepigen, der kom med budskabet om min kære mand, plejede at falde på mine fødder og bede, ville jeg i min arrogance ikke engang se på eller tale med hende.
Mine venner plejede at rådgive mig med søde ord, men jeg plejede at svare dem hovmodigt og sende dem væk.
Så, da den elskede Herre selv plejede at komme og kalde mig-O skat! 0 kære! Jeg plejede at tie stille bare for at føle mig vigtig.
Og nu, hvor jeg lider af min mands adskillelse, er der ingen, der engang kommer for at spørge mig, hvilken tilstand jeg lever i. Når jeg står på min elskedes dør, græder og græder jeg. (575)