En Oankar, den primære energi, realiseret gennem den guddommelige lærers Nåde
Vaar Fire
Oankar omdannet til former skabte luft, vand og ild.
Så adskilte han jord og himmel, kastede han to flammer af sol og måne imellem dem.
Yderligere skabte han livets fire miner, skabte han fireogfirs lacs af arter og deres dyr.
hver art fødes der yderligere myriader af væsner.
Blandt dem alle er den menneskelige fødsel den sjældne. Man bør, i netop denne fødsel, befri sig selv ved at overgive sig til Guruen.
Man skal gå til hellig menighed; bevidstheden bør smeltes sammen i guruens ord og kun dyrke en kærlig hengivenhed, bør man påtage sig at følge den vej, guruen viser.
Manden bliver ved at blive altruist elsket af Guruen.
Jorden er den mest ydmyge, som undviger egoet er fast og stabil.
Dybt forankret i styrke, dharma og tilfredshed forbliver den rolig under fødderne.
Ved at røre ved de helliges fødder, bliver det tidligere en halv øre værd, og det bliver nu lacs værd.
I kærlighedens regn bliver jorden mæt af glæde.
Kun de ydmyge bliver smykket med herlighed, og jorden bliver mættet af Herrens kærligheds bæger.
Blandt broget flora, søde og bitre smage og farver på jorden høster man, hvad man sår.
Gurmukher (i deres ydmyghed som jorden) får frugt af glæde.
Menneskekroppen er som aske, men i den er tungen beundringsværdig (for dens fordele).
Øjnene ser former og farver, og ørerne tager sig af lydene - musikalsk og andet.
Næsen er lugtens bolig, og derfor forbliver alle disse fem kurerer (af kroppen) hengivet til disse fornøjelser (og bliver forgæves).
Blandt disse alle er fødderne placeret på det laveste niveau, og de afvisende egoer er heldige.
Den sande Guru ved at give behandling fjerner ego-sygdommen.
Guruens sande disciple rører ved fødderne og bukker og overholder guruens instruktioner.
Den, der bliver ydmyg og død over for alle ønsker, er den sande discipel.
Den mindste finger bliver respekteret og udsmykket ved at få den til at bære ringen.
Dråben fra skyen er lille, men den samme, men at komme ind i skallens mund bliver til en perle.
Planten af safran (Messua ferria) er lille, men den samme pryder panden i form af indvielsesmærke.
De vises sten er lille, men forvandler legering af firs metaller til guld.
I hovedet af en lille slange forbliver juvelen, som folk ser med undren.
Fra kviksølv fremstilles eliksir, som er uvurderlig.
Dem, der undgår ego, lader sig aldrig bemærke.
Det er et spørgsmål, der er værd at overveje, hvordan ild er varmt og vandkoldt.
Ilden tilsmudser bygningen med dens røg, og vand renser den. Dette faktum kræver guruens vejledning.
I ildens familie og dynasti er lampe, og til vand hører en større familie af lotus.
Det er velkendt over hele verden, at møl elsker ild (og bliver brændt) og sort bi elsker lotus (og hviler i det).
Ildens flamme går op og opfører sig som en egoist ondskabsfuldt.
Vand går mod lavt niveau og har egenskaber af altruisme.
Guruen elsker ham, der forbliver ydmyg af natur.
Hvorfor galder er den hurtige farve og saflor midlertidig.
Rødderne af madder spredes i jorden, det bringes først ud og puttes i gruben og stødes med træstænger.
Derefter knuses det til en tung mølle.
Den lider yderligere af smerten ved at blive kogt og dekoreret i vand, og så pryder den (med hurtig farve) den elskedes tøj.
Tidselen kommer op fra den øverste del af den tornede ukrudt Carthamus tinctoria og giver sin dybe farve.
Hvis du tilføjer tærte i det, farves tøjet, og det forbliver kun farvet i et par dage.
De lavtfødte vinder helt, og de såkaldte high up bliver besejret.
Lille myre bliver til bhringi (en slags summende bi) ved at holde selskab med den.
Tilsyneladende ser edderkoppen ud til at være lille, men den bringer ud og sluger (hundrede meter) garn.
Honningbi er lille, men dens søde honning sælges af handlende.
Silkeorm er et lille barn, men tøjet fremstillet af dens fibre bæres og tilbydes i forbindelse med ægteskab og andre ceremonier.
Yogier, der putter den lille magiske bold i munden, bliver usynlige og går uopdaget hen på de fjerne steder.
Strenge af små perler og ædelstene bæres af konger og kejsere.
Ydermere fremstilles ostemassen ved at blande en lille mængde osteløbe i mælk (og derved opnås smør).
Græs er trampet under fødderne, men den stakkel klager aldrig.
Koen, mens den spiser græs, forbliver altruistisk og giver mælk til de fattige.
Af mælk laves ostemasse og derefter af ostemasse tilberedes smør og lækker kærnemælk osv.
Med det udføres smør (ghee) homs, yajnas og andre sociale og religiøse ritualer.
Dharma i form af mytologisk tyr tålmodigt bærer og byrde af jorden.
Hver kalv producerer tusindvis af kalve i alle lande.
Et græsstrå har uendelig forlængelse, dvs. ydmygheden bliver basis for hele verden.
Små sesamfrø spirede og det forblev lavt og fik sig ikke nævnt nogen steder.
Når det kom til selskab med blomster, blev det tidligere blottet for duft nu duftende.
Når det sammen med blomster blev knust i knuser, blev det til parfumeolie.
Gud, renseren af de urene, udførte en så vidunderlig bedrift, at den velduftende olie glædede kongen, når han fik besked på hans hoved.
Da den blev brændt i lampen, blev den kendt som kuldipak, dynastiets lampe tændte generelt for at fuldende menneskets sidste ritualer.
Fra lampen blev til collyrium smeltede den sammen i øjnene.
Det blev fantastisk, men lod sig aldrig kalde det.
Bomuldsfrøet blev blandet med støv.
Fra netop det frø kom bomuldsplanten frem, hvorpå kuglerne smilede uhindret.
Bomulden blev egreneret af egreneringsmaskinen og efter kartning.
Ved at lave ruller og spinde, blev tråden lavet af det.
Så gennem sin kæde og bølge blev det vævet og gjort til at lide at blive farvet i kogende kedel.
Saksen klippede den, og den blev stukket ved hjælp af nål og tråd.
Således blev det stof, midlet til at dække over andres nøgenhed.
Frøet af granatæble smelter sammen til støv ved at blive til støv.
Den samme grønne farve er prydet af blomster i dyb rød farve.
På træet vokser tusindvis af frugter, hver frugt er mere lækker end en anden.
I hver frugt bor tusindvis af frø produceret af et frø.
Da der ikke mangler frugt på det træ, så er gurmukhen aldrig i tvivl om at indse lækkerierne ved nektarens frugter.
Med plukningen af frugten bærer træet igen og igen, når det bryder ud i latter, flere frugter.
Således lærer den store guru ydmyghedens vej.
Støvet af sand, som forbliver guld blandet i, opbevares i et kemikalie.
Så efter vask tages guldpartiklerne ud af det, som vejer fra milligram til gram og mere.
Derefter puttes det i diglen, smeltes det og til guldsmedens glæde omdannes det til klumper.
Han laver blade ud af det og ved hjælp af kemikalier vaskes det glad.
Derefter omdannet til rent guld bliver den smidig og værdig til prøvesten.
Nu i mynte er den støbt til en mønt og forbliver glad på ambolten selv under hammerslagene.
Så bliver den ren muhar, en guldmønt, bliver den deponeret i statskassen, dvs. det guld, som var i støvpartiklerne på grund af dets ydmyghed, viser sig i sidste ende at være en mønt i skattehuset.
Blanding med støv bliver valmuefrøet et med støv.
Ved at blive en dejlig valmueplante blomstrer den med brogede blomster.
Dens blomsterknopper kappes med hinanden for at se smukke ud.
Først at valmuen lider af en lang torn, men bagefter bliver den cirkulær antager formen af baldakin.
At blive skåret i skiver oser af sin saft af blodets farve.
Så i festerne, der bliver kærlighedens bæger, bliver det årsagen til at forbinde bhog, nydelse, med yoga.
Dens misbrugere kommer til fester for at nippe til det.
Fuld af saft (sukkerrør) er velsmagende og uanset om det taler eller ej, er det under begge forhold sødt.
Den lytter ikke til, hvad der bliver sagt og ser ikke, hvad der er synligt, dvs. i sukkerrørsmarken kan man hverken lytte til andre, eller en person er synlig i den.
Når knuderne af sukkerrør i form af frø sættes i jorden, spirer de op.
Fra et sukkerrør vokser mangt en plante, hver dejlig fra top til bund.
Den knuses mellem to cylinderformede ruller på grund af dens søde saft.
Værdige mennesker bruger det på lovende dage, hvorimod de ugudelige også bruger det (ved at tilberede vin osv. ud af det) og omkommer.
De, der dyrkede sukkerrørets natur, dvs. ikke afgiver sødme, selvom de er i fare, er i sandhed standhaftige personer.
En dejlig dråbe sky falder ned fra himlen, og lindrende dens ego går ind i mundingen af en skal i havet.
Skallen, der med det samme lukker munden, dykker ned og gemmer sig i underverdenen.
Så snart slurken tager dråben i munden, går den hen og gemmer den i hullet (med støtte fra en sten osv.).
Dykkeren får fat i den, og den lader sig også fange for salg af altruistisk sans.
Styret af følelsen af velvilje bliver den knust på sten.
Ved godt eller ubevidst giver det en gratis gave og omvender sig aldrig.
Enhver sjælden får et så velsignet liv.
Med diamant-borekroner skæres diamantstykket gradvist, dvs. med diamant-bits fra Guruens Ord bliver hjerne-diamanten gennemboret.
Med tråden (af kærlighed) er en smuk streng af diamanter forberedt.
I den hellige menighed, der fusionerer bevidsthed i Ordet og undgår ego, bliver sindet beroliget.
Når man erobrer sindet, bør man overgive det (før Guruen) og adoptere gurmukhernes dyder, de Guru-orienterede.
Han burde falde på de helliges fødder, fordi selv den ønskegivende ko (Kamadhenu) ikke er lig med støvet af de helliges fødder.
Denne handling er intet andet end at slikke den smagløse sten, selvom utallige smage af søde juicer, man stræber efter.
Sjælden er sikhen, der lytter til (og accepterer) guruens lære.
Når han lytter til guruens lære, bliver sikhen klog internt, selvom han tilsyneladende ser en simpel ud.
Han holder med fuld omhu sin bevidsthed afstemt efter Ordet og lytter ikke til andet end Guruens ord.
Han ser den sande Guru og føler sig blind og døv uden de helliges selskab.
Guruens ord, han modtager, er Vahiguru, den vidunderlige Herre, og forbliver tavst nedsænket af glæde.
Han bøjer sig for fødderne og bliver (ydmyg) som støv, der fortsætter med at sludre føddernes (Herrens) nektar.
Han forbliver involveret som en sort bi i lotusfødderne (af guruen) og lever således i dette verdenshav uudtværet (af dets vand og støv).
Hans liv er en befriet under livet på jorden, dvs. han er en jivanmukt'.
Ved at forberede piskeriset af selv håret på ens hoved (gurmukhen) bør man vifte med det på fødderne af de hellige, dvs. han skal være ekstremt ydmyg.
Han bader på pilgrimsstedet og vasker guruens fødder med kærlighedstårer.
Fra sort kan hans hår blive gråt, men i betragtning af sin tid til at gå (fra denne verden) bør han i sit hjerte værne om Herrens symbol (kærlighed).
Når man, der falder for guruens fødder, selv bliver til støv, dvs. totalt sletter egoet fra sit sind, velsigner og forpligter den sande guru ham også.
Han skulle blive svane og efterlade sort visdom af krage og skulle selv udføre og få andre til at udføre perlelignende uvurderlige gerninger.
Guruens lære er mere subtil end selve håret; sikherne bør altid følge dem.
Guruens sikher går over verdenshavet i kraft af deres kop fuld af kærlighed.
Figen er kosmos for insektet, der lever i det.
Men på træer vokser millioner af frugter, som formerer sig yderligere i talløse mængder.
Haver er der af utallige træer og ligeledes er der millioner af haver i verden.
Millioner af universer er der i ét lille Guds hår.
Hvis den slags Gud udøser sin nåde, kan en gurmukh kun nyde glæden ved den hellige menighed.
Først da falder den på fødderne og bliver til støv, kan den ydmyge forme sig i overensstemmelse med Herrens guddommelige vilje (hukam).
Kun når egoet er slettet, er dette faktum realiseret og identificeret.
Forbliver usynlig i to dage, tredje dag ses månen i en lille størrelse.
Formodes at pryde Mahesas pande, bøjer folk sig for det igen og igen.
Når den har nået alle de seksten faser, dvs. på fuldmånenatten, begynder den at aftage og når igen den første dags position. Folk bøjer sig nu for det.
Nektar drysses af dens stråler, og den vander alle tørstige træer og marker.
Fred, tilfredshed og cool, disse uvurderlige juveler er skænket af det.
I mørke spreder den lys og giver meditationstråden til chakoren, den rødbenede agerhøne.
Kun ved at slette sit ego bliver det en uvurderlig juvel.
Ved kun at blive ydmyg kunne Dhru se Herren.
Gud, der var hengiven hengiven, omfavnede ham også, og den egoløse Dhruv opnåede den højeste herlighed.
I denne dødelige verden fik han befrielse, og så fik han en stabil plads på himlen.
Månen, solen og alle de 33 millioner engle cirkulerer rundt og kredser omkring ham.
Hans storhed er blevet tydeligt beskrevet i Vedaerne og Puranaerne.
Historien om den umanifestede Herre er ekstremt mystisk, ubeskrivelig og hinsides alle tanker.
Kun gurmukher kan få et glimt af ham.