Sidh Gosht

(Side: 6)

ਆਦਿ ਕਉ ਬਿਸਮਾਦੁ ਬੀਚਾਰੁ ਕਥੀਅਲੇ ਸੁੰਨ ਨਿਰੰਤਰਿ ਵਾਸੁ ਲੀਆ ॥

aad kau bisamaad beechaar katheeale sun nirantar vaas leea |

Vi kan kun udtrykke en følelse af undren over begyndelsen. Det absolutte opholdt sig dengang uendeligt dybt i ham selv.

ਅਕਲਪਤ ਮੁਦ੍ਰਾ ਗੁਰ ਗਿਆਨੁ ਬੀਚਾਰੀਅਲੇ ਘਟਿ ਘਟਿ ਸਾਚਾ ਸਰਬ ਜੀਆ ॥

akalapat mudraa gur giaan beechaareeale ghatt ghatt saachaa sarab jeea |

Betragt frihed fra begær for at være øreringene til guruens åndelige visdom. Den Sande Herre, alles sjæl, bor i hvert eneste hjerte.

ਗੁਰ ਬਚਨੀ ਅਵਿਗਤਿ ਸਮਾਈਐ ਤਤੁ ਨਿਰੰਜਨੁ ਸਹਜਿ ਲਹੈ ॥

gur bachanee avigat samaaeeai tat niranjan sahaj lahai |

Gennem guruens ord smelter man sammen i det absolutte og modtager intuitivt den ubesmittede essens.

ਨਾਨਕ ਦੂਜੀ ਕਾਰ ਨ ਕਰਣੀ ਸੇਵੈ ਸਿਖੁ ਸੁ ਖੋਜਿ ਲਹੈ ॥

naanak doojee kaar na karanee sevai sikh su khoj lahai |

O Nanak, den sikh, der søger og finder vejen, tjener ikke nogen anden.

ਹੁਕਮੁ ਬਿਸਮਾਦੁ ਹੁਕਮਿ ਪਛਾਣੈ ਜੀਅ ਜੁਗਤਿ ਸਚੁ ਜਾਣੈ ਸੋਈ ॥

hukam bisamaad hukam pachhaanai jeea jugat sach jaanai soee |

Vidunderlig og forbløffende er hans befaling; Han alene realiserer sin befaling og kender sine skabningers sande levevis.

ਆਪੁ ਮੇਟਿ ਨਿਰਾਲਮੁ ਹੋਵੈ ਅੰਤਰਿ ਸਾਚੁ ਜੋਗੀ ਕਹੀਐ ਸੋਈ ॥੨੩॥

aap mett niraalam hovai antar saach jogee kaheeai soee |23|

Den, der udrydder sin selvopfattelse, bliver fri for begær; han alene er en Yogi, som indlejrer den Sande Herre dybt indeni. ||23||

ਅਵਿਗਤੋ ਨਿਰਮਾਇਲੁ ਉਪਜੇ ਨਿਰਗੁਣ ਤੇ ਸਰਗੁਣੁ ਥੀਆ ॥

avigato niramaaeil upaje niragun te saragun theea |

Fra sin tilstand af absolut eksistens antog han den ubesmittede form; fra formløs antog han den højeste form.

ਸਤਿਗੁਰ ਪਰਚੈ ਪਰਮ ਪਦੁ ਪਾਈਐ ਸਾਚੈ ਸਬਦਿ ਸਮਾਇ ਲੀਆ ॥

satigur parachai param pad paaeeai saachai sabad samaae leea |

Ved at behage den Sande Guru opnås den højeste status, og man bliver absorberet i Shabads Sande Ord.

ਏਕੇ ਕਉ ਸਚੁ ਏਕਾ ਜਾਣੈ ਹਉਮੈ ਦੂਜਾ ਦੂਰਿ ਕੀਆ ॥

eke kau sach ekaa jaanai haumai doojaa door keea |

Han kender den Sande Herre som den eneste; han sender sin egoisme og dualitet langt væk.

ਸੋ ਜੋਗੀ ਗੁਰਸਬਦੁ ਪਛਾਣੈ ਅੰਤਰਿ ਕਮਲੁ ਪ੍ਰਗਾਸੁ ਥੀਆ ॥

so jogee gurasabad pachhaanai antar kamal pragaas theea |

Han alene er en yogi, der realiserer guruens Shabads ord; hjertets lotus blomstrer frem indeni.

ਜੀਵਤੁ ਮਰੈ ਤਾ ਸਭੁ ਕਿਛੁ ਸੂਝੈ ਅੰਤਰਿ ਜਾਣੈ ਸਰਬ ਦਇਆ ॥

jeevat marai taa sabh kichh soojhai antar jaanai sarab deaa |

Hvis man forbliver død, mens man endnu lever, så forstår han alt; han kender Herren dybt i sig selv, som er venlig og medfølende mod alle.

ਨਾਨਕ ਤਾ ਕਉ ਮਿਲੈ ਵਡਾਈ ਆਪੁ ਪਛਾਣੈ ਸਰਬ ਜੀਆ ॥੨੪॥

naanak taa kau milai vaddaaee aap pachhaanai sarab jeea |24|

O Nanak, han er velsignet med herlig storhed; han realiserer sig selv i alle væsener. ||24||

ਸਾਚੌ ਉਪਜੈ ਸਾਚਿ ਸਮਾਵੈ ਸਾਚੇ ਸੂਚੇ ਏਕ ਮਇਆ ॥

saachau upajai saach samaavai saache sooche ek meaa |

Vi kommer ud af Sandheden og smelter sammen med Sandheden igen. Det rene væsen smelter sammen i den Ene Sande Herre.

ਝੂਠੇ ਆਵਹਿ ਠਵਰ ਨ ਪਾਵਹਿ ਦੂਜੈ ਆਵਾ ਗਉਣੁ ਭਇਆ ॥

jhootthe aaveh tthavar na paaveh doojai aavaa gaun bheaa |

De falske kommer og finder intet hvilested; i dualitet kommer de og går.

ਆਵਾ ਗਉਣੁ ਮਿਟੈ ਗੁਰਸਬਦੀ ਆਪੇ ਪਰਖੈ ਬਖਸਿ ਲਇਆ ॥

aavaa gaun mittai gurasabadee aape parakhai bakhas leaa |

Dette komme og gå i reinkarnation afsluttes gennem Ordet fra Guruens Shabad; Herren selv analyserer og giver sin tilgivelse.

ਏਕਾ ਬੇਦਨ ਦੂਜੈ ਬਿਆਪੀ ਨਾਮੁ ਰਸਾਇਣੁ ਵੀਸਰਿਆ ॥

ekaa bedan doojai biaapee naam rasaaein veesariaa |

En, der lider af dualitetens sygdom, glemmer Naam, kilden til nektar.

ਸੋ ਬੂਝੈ ਜਿਸੁ ਆਪਿ ਬੁਝਾਏ ਗੁਰ ਕੈ ਸਬਦਿ ਸੁ ਮੁਕਤੁ ਭਇਆ ॥

so boojhai jis aap bujhaae gur kai sabad su mukat bheaa |

Han alene forstår, hvem Herren inspirerer til at forstå. Gennem Ordet fra Guruens Shabad bliver man befriet.

ਨਾਨਕ ਤਾਰੇ ਤਾਰਣਹਾਰਾ ਹਉਮੈ ਦੂਜਾ ਪਰਹਰਿਆ ॥੨੫॥

naanak taare taaranahaaraa haumai doojaa parahariaa |25|

O Nanak, Emancipatoren frigør en, der driver egoisme og dualitet ud. ||25||

ਮਨਮੁਖਿ ਭੂਲੈ ਜਮ ਕੀ ਕਾਣਿ ॥

manamukh bhoolai jam kee kaan |

De egenrådige manmukher er vildledt i dødens skygge.

ਪਰ ਘਰੁ ਜੋਹੈ ਹਾਣੇ ਹਾਣਿ ॥

par ghar johai haane haan |

De ser ind i andres hjem og taber.